Dine dejlige fantastiske fødder skal ikke undervurderes når det kommer til dit velvære.
De indeholder masser af oversete spændinger og er en nøgle til flere af de ubehag du mærker i dine ben, knæ, hofter og ryg.
Personligt elsker jeg at få fodmassage og laver det ofte på mig selv, inden jeg skal sove, for det giver mig en dejlig ro og afslapning i hele kroppen.
Lad os dykke ned i hvad du kan gøre for dine fødder, når du har ubehag og smerter, samt hvorfor det sker så du kan ændre dine vaner eller være mere opmærksom næste gang.
Hvorfor får du ømme fødder?
Dine fødder kan overbelastes ligesom resten af din krop. Er du meget aktiv, kan du få ømhed ligesom hvis du har løftet meget og er blevet øm i ryggen. Dine fødder har muskler, sener og trænger til din opmærksomhed ligesom du ville passe på, når du får ondt i ryggen.
Desværre får vores fødder ikke den opmærksomhed der fortjener. Alt for ofte har jeg oplevet, at mine klienter har ignoreret deres fødder, for det er jo ‘’bare’’ fødder.
Smerter i fødderne kan give nye problemer som ondt i knæ, ben, hofter og ryg. Det sker blandt andet når fødderne ikke får nok støtte eller fodmuskulaturen er overbelastet.
Langt de fleste gange er det fordi du bruger det forkerte fodtøj til dine fødder, du vil ofte kunne mærke det efter kort brug, men undskylder det med at de skal bare gåes til.
Det du ikke tænker over er, at du ubevidst tilpasser din krop til at gå anderledes for at undgå smerten, det er derfor ømheden bevæger sig op ad dine ben. Du lærer dig selv at gå anderledes, for at ikke at mærke ubehaget, det er helt normalt for at få hverdagen til at fungere. Det løser bare ikke dit problem, det vil kun vokse når du ikke lytter til din krop.
Årsager til ømme fødder
Du kan få ømme fødder af forskellige årsager:
- forkert fodtøj
- overbelastning
- overvægt
- livsstil og dårlige vaner
- sygdomme og genetisk arv
- graviditet
Forkert fodtøj
Bruger du forkert fodtøj kan det betyde, at du ikke bare får ømme fødder men kan give dig problemer med knæ, ryg, lænd.
Dine fødder trives bedst, når de kan ånde frit og ikke er lukket inde i et par sko hele dagen. Dine fødder har behov for at bevæge sig frit og grunden til at du blandt andet får ondt er, at de bliver stive af manglende frihed. Fleksibilitet og bøjelighed er nøgleord her, dit fodtøj skal derfor føles som en naturlig forlængelse af din fod.
Undgå sko som har:
- spidse snuder
- for høje hæle til dig
- hård og stiv sål
5 hurtige tips til når du skal købe sko
- glem at du er en fast størrelse i sko, det kan variere fra mærke og model, det er vigtigt du får den rigtige størrelse til din fod
- vær realistisk, selvom skoen er lækker er det ikke ensbetydende med den er god på din fod
- køb sko om eftermiddagen for dine fødder hæver i løbet af dagen
- gå efter sko med høj stødabsorbering og god affjedring i ydersålen, det hjælper på stød og jag der sætter sig i knæ, lænd og ryg
- Vælg sko der sidder fast på din fod for at den ikke klaprer mod din fod, hver gang du tager et skridt. Det er godt for både hælesmerter, hælerevner og hård hud. De skal helst støtte ordentligt op omkring din fod, for at du undgår at vride om og overbelaste dine led
Har du ømme fødder om morgenen?
Vågner du om morgenen med smerter i fødderne er oftest at blodcirkulationen skal sættes igang. Det kan du hurtigt gøre med en lille massage eller lidt øvelser og hvis du gør det jævnligt vil ømheden ofte forsvinde om morgenen.
Det kan dog også være betændelse eller overbelastning af svangsenen, hvis det er din udfordring, så vil smerterne ofte være værst om morgenen eller når du begynder at belaste foden efter at du har siddet lidt ned med fødderne i ro.
Trækker ømheden ned i hælen, mærkes som jag og en brændende smerte? Det kan være en betændelse i svangsenen, som hedder plantar fasciitis på latin. Andre symptomer kan være ømme og stive fødder om morgenen i kombination med det tidligere beskrevet.
Du oplever det i forbindelse med, at du har siddet stille længe og skal i gang igen. Dine fødder føles som om de er stivnet og blevet kolde.
Hvorfor får man svangsenebetændelse?
Det kommer når svangsenen for eksempel er udsat for hårde stød som intensiv hop, gang og løb som kan over en periode udvikle sig til svangsenebetændelse. Går du ofte med stive såler, kan det provokere en betændelse i senen.
Hvad er svangsenebetændelse?
Det er en tilstand der opstår når du overbelaster din svangsene under foden. Når det ikke bliver behandlet kan det udvikle sig til stærke smerter, som er til stede selv når du ikke står på fødderne. Smerten mærkes i hælen og kan stråle ud i hele foden. Senen hæfter på hælen, det er derfor smerten mærkes så tydeligt der.
Når overvægt belaster fødderne
Overvægt er en velkendt årsag til ømme fødder, da vægten kroppen bærer på går direkte ned i fødderne. Det påvirker hele vores krop og hvordan vi bevæger os, som resulterer i at vores fødder skal afbalancerer belastningen op gennem kroppen. Dine fødders knogler, muskler, led og sener kan derfor blive overbelastet og det er derfor ekstra vigtigt at få ordentligt fodtøj til at støtte godt op om fødderne, med affjedring og stødabsorbering som kan aflaste dem bedst muligt.
Ondt i fødder under graviditet
Når du er gravid, har du mange hormonelle forandringer som påvirker din væskebalance.
Det betyder at du vil kunne se og mærke hævelser forskellige steder på kroppen.
Kombineret med den øgede vægt fra babyen der vokser i maven påvirker det din krops tyngdepunkt, hvilket gør at du kommer til at gå, stå og bevæge dig anderledes.
En normal vægtforøgelse ligger mellem 15-20 kg. denne ekstra vægt går direkte ned i dine fødder.
Dine ledbånd under fødderne bliver mere slappe og hævelserne i fødderne kan give dig ømme fødder.
Har du ondt i fødderne efter fødsel, er det helt normalt. Mens du var gravid, har dit trædemønster under dine fødder ændret sig på grund af den øgede vægt og din krops tilpasning til den store mave. De mange måneders påvirkning kan have ændret dine fødder permanent, da det er en tilpasning der er gået gennem hele din krop.
Du vil måske ikke kunne bruge flere af dine sko igen, bare rolig du er ikke alene, men en kedelig oplevelse hvis du ikke længere kan bruge dine yndlingssko.
Giv din krop tid til at regulere sig, lav nogle gode stræk for hele kroppen og giv dine fødder kærlig opmærksomhed inden du opgiver helt.

Hvad kan du gøre for ømme fødder?
Har du ømme fødder, må du se på symptomerne for at finde ud af, hvorfor du har ubehag i dem.
Hvordan er dine sko?
Læs eventuelt om forkert fodtøj her.
Skifter du sko efter behov?
Løber i ordentlige løbesko, arbejder du i butik og er på fødderne hele dagen, får du skiftet sko og har ordentlig støtte i dem?
Tænk over hvad du udsætter dine fødder for i din hverdag og hvordan du bedre kan aflaste dem inden du får kroniske problemer.
For at hjælpe dine ømme fødder
Her er nogle ting du hurtigt kan starte på og noget at tænke over til næste gang du skal købe nye sko.
- rulle fødderne på en bold eller en fodrulle
- venepumpe øvelser som er gode mod hævede fødder
- fodbad
- øvelser til dine fødder
- fodmassage
Vi har sammensat et effektivt program med øvelser og fodmassage der giver kan mærkes med det samme.
Hvis det har din interesse så find mere information under ømme fødder.
Fodbad til lindring
Et fodbad giver energi til dine fødder, de får opmærksomhed og alt efter om du vælger koldt, lunkent eller varmt vand får du en god effekt på dine trætte, hævede og ømme fødder.
Når du laver et fodbad, vil din hud blødgøres og du kan fjerne de døde hudceller, rense dine negle og massere dine fødder for at din blodcirkulation øges.
Massage er godt for hævede fødder for det dræner væsken i fødderne.
Har du mere alvorlige og specifikke fodproblemer?
Er du bekymret i forhold til dine smerter, gravid, overvægtig eller er kommet til skade ved et uheld?
Når godt fodtøj ikke virker, cirkulations øvelser og fodmassage ikke er nok, så er det bedst at få kontaktet en læge eller en fodterapeut
Har du kolde fødder?
Heldigvis kan det være at du bare fryser og må tage lidt mere tøj på. Er der et bart stykke hud mellem dine strømper og sokker, kan det nedkøle dine fødder, træk strømperne op eller husk at tage nogle længere på. Vær opmærksom på om du sidder i træk, det påvirker også din krops temperatur.
En anden årsag kan være at dine sko er for smalle eller du har bundet dem for stramt, det betyder at din blodgennemstrømning i fødderne er nedsat og derfor føles de kolde.
Prøv derfor at løsne dem eller skift til et andet par sko og se om det fortsætter.
Har du kolde fødder hele året og det er ikke på grund af kulde eller stramme sko og du har trænet dine fødder, så kan det være på grund af dårligt blodomløb og du bør kontakte din læge for at få undersøgt det nærmere. Ofte er det et problem der hurtigt forsvinder igen og er helt ufarligt men er du i tvivl så ring til din læge.
Træn dine fødder
Hold dine fødder i form ved at stimulere muskler, led og sener for at dine blodårer kan åbne sig og styrke dit blodomløb i dine fødder og ben. Du kan bruge vores program eller bruge forskellige bolde og fodruller.
Får du kolde fødder på kontoret?
Sidder du meget ned på dit arbejde, er det vigtigt at du får bevæget dig løbet af dagen. Rejs dig op ca. hver 90 minutter og gå en lille tur, stræk dine ben og lav nogle venepumpeøvelser med dine fødder.
Skift din arbejdsstilling i løbet af dagen og undgå at krydse benene når du sidder ned, det er ikke godt for din holdning, ryg og blodcirkulation.
Mangler du øvelser til når du arbejder på computer så læs mere om vores program her.
Jeg håber, at du har fået en masse god inspiration til hvad du kan gøre, hvorfor du har ondt og fået besvaret dine spørgsmål om dine ømme fødder.
Rigtig god fornøjelse
Caroline
